Indlæg

Brevkassen – søvn og vægttab

Spørgsmål

Hvor vigtigt er søvn for vægttab? Jeg kan ikke komme de ekstra kilo til livs og sover ikke særlig godt om natten. Jeg har læst mig frem til at søvn har en indflydelse hvis man gerne vil tabe sig, men hvorfor?

Hilsen Line

Hej Line

Hvis du lider af søvnproblemer, og derfor ikke får nok søvn, har det højest sandsynligt indflydelse på din vægt og dit vægttab. De fleste af os har behov for omkring 7 timers søvn, men det er meget varierende fra person til person. Det vigtigste er, at du føler dig frisk og udhvilet i løbet af dagen.

Udfordringen ved ikke at få tilstrækkelig søvn er langt hen af vejen, at det medfører mangel på energi i løbet af dagen. Når man mangler energi i løbet af dagen, har det blandt andet indflydelse på lysten til at være fysisk aktiv og trangen til sukker og fedt.

På en dag hvor man ikke har sovet nok om natten, vil man i højere grad være fristet til at droppe træningen (fordi man er for træt). Vælge den lette løsning til aftensmad fx take away og fx smide sig tidligt på sofaen, fordi man enten er for træt eller måske er for mæt.

Det er ikke fordi det smadrer dit vægttab totalt, at nogle få dage ser sådan ud. Problemet opstår derimod når søvnmanglen resulterer i, at disse dårlige beslutninger bliver taget for ofte.

 

Sov godt – hvis du vil have succes med dit vægttab!

Hvis du gerne vil have succes med dit vægttab inklusiv efterfølgende vægtvedligeholdelse, skal du sove godt.

Skærmbillede 2015-01-25 kl. 19.02.08

Undervurder IKKE din søvn
En stor forhindring for et varigt vægttab er mangel på energi – herunder mangel på søvn. Mangel på søvn gør det sværere at tabe sig og øger mængden af det farlige fedt omkring vores organer. Trætheden går ud over lysten til at være fysisk aktiv og samtidig øger den sukkertrangen – og det er en rigtig dårlig kombination. Du snerrer desuden også mere af andre, din viljestyrke bliver mindre og din præstationsevne på jobbet bliver også dårligere. Det har vi vist alle prøvet.

Sådan sover du bedre
Der er en verden til forskel på, hvad man får ud af dagen, når man er frisk som en havørn i forhold til at være dødtræt. Det er en fantastisk fornemmelse at vågne med masser af energi. Det er ikke kun gavn og glæde for dig og dit vægttab men også for din omgivelser. Gør dig selv derfor en kæmpe tjeneste og få god nattesøvn! Læs mere