Sådan holder du formen på ferien

”Use it or lose it”
Når du skal på ferie, skal du selvfølgelig holde ferie, men hvis det betyder 2-3 uger på langs ved poolen med ”all inclusive”, skal du være opmærksom. Det kan nemlig koste dyrt på formen og ikke mindst fedtprocenten. Det kan snildt tage dobbelt så lang tid at få formen tilbage efter ferien. Er det virkelig det værd? Hvis ja, så behøver du ikke at læse videre:-)

Sådan holder du formen
Det kræver (gudskelov) mindre at holde formen end at bygge den op, hvilket betyder at du med en relativ lille indsats kan holde formen nogenlunde henover ferien. Bare 2 x 20-30 min om ugen er SÅ meget bedre end slet ikke at lave noget. Det er uanset om det er styrke eller konditræning. Du vil takke dig selv på og efter ferien.

Giv den gas
Når der ikke er meget tid til træning, er det vigtigt, at du giver den gas, så du får maksimalt udbytte – dvs. op med intensiteten og kortere pauser end normalt (husk god opvarmning). En  omgang HIIT efterfulgt af et par runder med armstrækninger, squats, lunges, planken mv. kan virkelig gøre en forskel. Hvis du har en trænings-elastik, så tag den endelig med. Den fylder intet i kufferten, men giver flere muligheder på ferien.

Du kan også træne ekstra hårdt i perioden op til ferien og så skal der endnu mindre til at vedligeholde formen henover ferien.