Hvad er bedst for veltrænede løbere? 70 km/uge med lav intensitet eller 50 km/uge med høj intensitet
De senere år har der været en del undersøgelser, som har understreget betydningen af intensiteten i konditræningen. Dette studie som jeg kort vil gennemgå er heller ingen undtagelse. Her tog man 26 veltrænede mellemdistanceløbere (mænd) med et gennemsnitlig kondital på omkring de 70 ml/O2/kg (højt) og inddelte dem i to grupper; høj intensitet og lav intensitet.
Træningen
Gruppe 1 løb 50 km om ugen men med en relativ stor del med høj intensitet. I alt 33 % af træningen blev løbet med høj intensitet mens resten (67%) foregik med moderat og lav intensitet.
Gruppe 2 løb 70 km om ugen men med en relativ lille del med høj intensitet. Kun 13 % af træningen blev løbet med høj intensitet mens resten (87%) foregik med moderat og lav intensitet.
Begge grupper trænede 6 gange om ugen i 10 uger.
Interessante resultater
Efter de 10 ugers træning havde ingen af grupperne forbedret deres kondition (VO2-max), men begge grupper havde opnået en bedre løbeøkonomi. Dvs. at de bruger mindre energi, når de løber, hvilket kan forbedre deres præstation. Derudover opnåede kun gruppe 1 (høj intensitet gruppen) en fremgang på løbehastigheder med høj hastighed (vLT og vVO2max). Så alt i alt kunne det betale sig for de veltrænede løbere i denne undersøgelse af trappe træningsvolumen (km/uge) ned og øge andelen af træning med høj intensitet.
Mine kommentarer
Ovenstående er et endnu et studie, som understreger betydningen af intensitet i træningen. Det ærger mig dog at de ikke have lavet en før-og-efter performance test på f.eks. 10 km, hvilket ville have været mere relevant. Man kan måske også undre sig over at de ikke havde fremgang i konditionen, men da det er meget veltrænede løbere, er det ikke nemt at øge den efter 10 ugers træning. Derudover er det bemærkelsesværdigt, at en nedtrapning i træningsvolumen og en mindre ændring i de totale km med høj intensitet (gruppe 1: 16,5 km; gruppe 2: 9,1 km), kan gøre en forskel. Resultaterne understøttes som nævnt af andre undersøgelser lavet på området.
Ref: J Strength Cond Res 25(3): p812, 2011
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!