Den største sundhedsmæssige udfordring nogensinde?

Det har aldrig været vigtigere at være fysisk aktiv og leve sundt end det er lige nu. Det har altid været vigtigt, men corona-virusset i sig selv og den medfølgende krise har bare gjort det endnu vigtigere – og så er det ærgerligt, at det aldrig har været sværere at være fysisk aktiv og leve sundt.

En stor økonomisk konsekvens
Det lader til at det ikke kun er de ældre og folk med lungeproblematikker, som er i risikozonen men også folk med kraftig overvægt og måske også folk med hjertekarsygdom og type 2 sukkersyge. Alt sammen noget fysisk aktivitet kan være med til at forebygge og indgå i behandlingen af. Giver det så mening at holde +800.000 danskeres adgang til fitness- og træningscentre lukket ned? Måske, hvis myndighederne vurderer at samfundet ikke er klar – men hvordan er prioriteringerne lavet i forhold til sundhed? Og hvad bliver konsekvensen?

Sundhedsstyrelsen skriver endvidere:
Risikoen for ældre må ikke alene baseres på alder. Den enkelte ældres risiko for et alvorligt sygdomsforløb med COVID-19 afhænger i væsentlig grad af, hvor rask, frisk og rørig man er, om ens funktionsniveau er godt og af ens fysiske formåen og aktivitet, fx om man går ture, cykler eller tilsvarende.

Mit bud er, at når vi bliver endnu klogere på komplikationerne som følge af at have været smittet med corona-virusset, så vil inaktivitet være en betydelig risikofaktor – og ikke kun mht. til selve sygdomsforløbet men i den grad også for tilbagevenden til en normal tilværelse – og det vil være uanset alder. Det bliver en dyr omgang ikke kun menneskeligt men også økonomisk. Dertil kommer de konsekvenser af en mulig øget forekomst af folk med overvægt, sukkersyge, hjertekar-sygdom mv.

Kan de ikke bare lukke munden og træne hjemme?
Ifølge Idrættens Analyse Instituts undersøgelse på 1000 danskere er andelen af danskere, der normalt dyrker sport og motion, faldet fra 55 pct. før nedlukningen til 39 pct. under nedlukningen. Det er skræmmende og ikke mindst fordi at undersøgelsen blev udført kun en måned inde i lock down. Er der en risiko for at tallene nu (2 måneder inde) er blevet værre? Absolut! Hvordan mon det så vil se ud, hvis nedlukningen af fitnessbranchen i alt kommer til at vare minimum fem måneder? Dertil skal lægges en langsom tilbagevenden til træningscentrene.

Btw, min egen facebook-undersøgelse hvor ca. 7000 svarede, var antallet af folk, der ikke trænede gået fra ca. 15% til 27% og ca. 40% havde taget på!!

På trods af nedlukningen af alle indendørs idrætsfaciliteter, er der eksempelvis ikke kommet flere løbere. Det kunne man godt have forventet var steget – men nej. Jeg synes at IDANs undersøgelse understreger, hvor svært at er at ændre vaner og man bare ikke skifter motionsform, når ens foretrukne motionsform bliver lukket ned. Dertil skal lægges at genoptræning, specifikke og målrettede træningsøvelser kræver de rette rammer og faciliteter.

Der er en årsag til at hjemmetræning sjældent er en succes alene og over 800.000 mennesker går i fitness. Det handler om mere end bare træning bl.a. fællesskab, møde andre mennesker og lave en træning man synes om. Den bedste træning er den der bliver gjort. Det handler i øvrigt ikke kun om den fysiske sundhed men også den mentale – og igen vil nogen blive hårdere ramt end andre.

De hardcore skal nok få trænet
Jeg er ikke nervøs for ”super-motionisterne”, de skal nok få trænet. Jeg er bekymret for alle dem, der er i gråzonen, som hver dag kæmper for at holde fast i de sunde vaner. Jeg er bekymret for dem som lige var kommet i gang med den sunde livsstil, dem som var under genoptræning og dem har brug for rammerne fysisk og mentalt. Mon ikke at det er dem som stopper med at træne og evt. tager på? Hvor mange af dem, vender tilbage, hvis de er blevet slået helt ud af kurs?

Der er mange spørgsmål og jeg synes at det bekymrende, da corona-krisen langt fra er slut, og der er stadig risikoen for en anden bølge

Der findes ingen fortilfælde, der kan fortælle os, hvordan der her kommer til at ende, så det er ren ”spekulation” fra min side, men jeg mener, at vi tager en unødig stor risiko både sundhedsmæssigt men også økonomisk. Det savner jeg i debatten.

Jeg føler mig overbevist om, at fitnesscentrene vil kunne genåbnes på forsvarlig vis, med de fornødne forholdsregler, som i flere andre lande. Lad os få dialogen på banen, for hvad er konsekvenserne, når der opstilles barrierer for 800.000 danskeres aktive hverdag og inaktiviteten stiger voldsomt? Måske regeringen skulle gå efter en åbning den 8. juni.

Tak fordi at du læste med så langt og du er naturligvis meget velkommen til at dele opslaget, så budskabet kan ramme beslutningstagerne.

Bh

Henrik

#dkpol